Forside     |     Hvem er vi?     |     Kontakt

Etik i ansættelsesprocessen

At ansætte er en ligeværdig proces, hvor både ansøger og arbejdsgiver skal respekteres. Ligeværdigheden skal afspejle sig hele vejen i gennem forløbet, og vi lægger derfor vægt på:

  • At der værnes om ansøgernes fortrolighed
  • At informationsniveau til ansøgerne er højt hele vejen igennem processen
  • At der er en tydelig sammenhæng mellem kravene i job- og personprofil og de temaer, der indgår i interview, dialogtest mv.
  • At der kun indhentes referencer efter forudgående aftale med ansøgerne selv
  • At alle nøglepersoner, som ansøgerne møder undervejs i ansættelsesforløbet (ansættelsesudvalg, interviewer, tester m.fl.) kender de etiske spilleregler

Det betyder bl.a., at vi bekræfter modtagelsen af indkomne ansøgninger senest dagen efter modtagelsen. Tidsplanen for forløbet er anført i job- og personprofilen, der kan downloades på hjemmesiden. De ansøgere, der indkaldes til samtale, orienteres om, hvad de kan forvente sig af samtalerne, og hvad det videre forløb er, hvis de går videre. Tilbagemelding til de ansøgere, der er til samtale, sker samme dag.

I forbindelse med indkaldelse til samtale indhenter Lundgaard Konsulenterne i henhold til persondataloven konkret samtykke til at måtte indhente og videreformidle relevante personoplysninger i forbindelse med ansættelsesforløbet. Vi orienterer samtidig ansøgeren om dennes rettigheder i den forbindelse.